n voksen har visse privilegier i forbindelse med børn, som både børnene og de voksne af i dag er tilbøjelige til at ignorere. En god og stabil voksen med et kærligt og tolerant hjerte er så nogenlunde det bedste lægemiddel et barn kan have.

     Hovedspørgsmålet i forbindelse med børneopdragelse er problemet med at uddanne dem uden at knække dem. Du vil gerne opdrage dit barn på en sådan måde, at du ikke behøver at udøve kontrol over ham, så han i fuld udstrækning er sin egen herre hele tiden. Hans gode opførsel, hans helbred, hans åndelige sundhed afhænger af dette.

     Børn er ikke hunde. De kan ikke dresseres, som hunde kan det. De er ikke kontrollable størrelser. De er, og lad os ikke overse det punkt, mænd og kvinder. Et barn er ikke en speciel dyreart forskellig fra mennesket. Et barn er en mand eller en kvinde, som ikke er fuldt udvokset.

     En hvilken som helst lov, som gælder for mænds og kvinders adfærd, gælder også for børn.

     Ville du bryde dig om at blive skubbet og halet i, at blive kostet rundt med og forhindret i at gøre, hvad du havde lyst til at gøre? Du ville harmes over det. Den eneste grund til at et barn ikke “harmes” over det, er fordi det er lille. Du ville halvvejs myrde nogen, som behandlede dig, en voksen, med den kommanderen, de selvmodsigelser og den mangel på respekt, som i almindelighed bydes et barn. Barnet slår ikke igen, fordi han ikke er stor nok. I stedet for sviner han dit gulv til, forstyrrer din middagslur og ødelægger freden i hjemmet. Hvis det stod lige, hvis han havde de samme rettigheder som du, ville han ikke tage denne “hævn”. Denne “hævn” er betegnende for børns adfærd.

     Et barn har ret til sin egen selv-determinisme. Du påstår, at hvis han ikke bliver forhindret i at vælte ting ned over sig, i at løbe ud på vejen, osv. osv. vil han komme til skade. Hvad skal det ligne, at du i din egenskab af voksen lader barnet leve i værelser eller omgivelser, hvor det kan komme til skade? Fejler er din, ikke hans, hvis han slår ting i stykker.

     Et barns omgængelighed og kærlighed bevares kun så længe, som det kan udfolde sin egen selv-determinisme. Bryder du ind i barnets selv-determinisme, har du til en vis grad brudt ind i dets tilværelse.

     Der findes kun to forhold, som kan undskylde, at der brydes ind i et barns ret til at bestemme for sig selv - skrøbelighed og det farefulde i omgivelserne - og dig; for du lader ham undgælde for de ting, der blev gjort mod dig, uanset hvad du tror.

     Når du giver et barn noget, så er det hans. Det er ikke stadig dit. Klæder, legetøj, barneværelset, alt, hvad han har fået, må til stadighed være under hans kontrol, og hans alene. Han flår i sin skjorte, ødelægger sin seng, ødelægger brandbilen. Det skal du ikke blande dig i. Ville du bryde dig om, at nogen gav dig en julegave og så fortalte dig, dag efter dag, hvad du skulle gøre med den, og endda straffede dig, hvis du ikke passede på den på den måde, giveren ønskede? Du ville ødelægge og tilintetgøre gaven. Du ved, at du ville. Barnet ødelægger dine nerver, når du gør sådan noget imod det. Det er hævn. Han græder. Han plager dig. Han slår dine ting i stykker. Han spilder mælk ned af sig “ved et uheld”. Og han ødelægger med vilje de ejendele, som han så ofte har fået besked om at passe på. Hvorfor? Fordi han kæmper for sin selvdeterminisme, sin ret til at eje og gøre sin indflydelse gældende på omgivelserne. Disse “ejendele” er endnu et middel til at kontrollere ham med. Han må derfor bekæmpe ejendelene og den, der vil kontrollere.

     Under opdragelsen af dit barn, må du undgå at “dressere” ham til at blive et dannet dyr. Dit barn er til at begynde med mere omgængeligt og mere værdigt, end du er. I løbet af forholdsvis kort tid vil den behandling, han får, stoppe ham så meget, at han gør oprør. Dette oprør kan intensiveres, så han bliver en rædsel at være i nærheden af. Han vil være støjende, tankeløs, skødesløs med ejendele, urenlig - kort sagt, alt det, som vil ærgre dig. Dresser ham, kontroller ham, og du vil miste hans kærlighed. Det barn, som du forsøger at kontrollere og eje, vil du miste for bestandigt.

     Der er også dette med at bidrage. Du har ingen ret til at nægte dit barn retten til at bidrage. Et menneske føler sig kun duelig og kompetent så længe, som han får lov til at bidrage med lige så meget eller mere, end han modtager.

     Giv barnet lov til at sidde på skødet af dig. Han vil sidde der glad og tilfreds. Læg nu dine arme om ham og tving ham til at sidde der. Gør dette, selv om han ikke gør det mindste forsøg på at komme ned. Han vil med det samme vride sig. Han vil kæmpe for at komme væk fra dig. Han vil blive vred. Han vil græde. Husk nu, hvor glad han var, før du begyndte at holde på ham. (Du skulle virkelig prøve dette eksperiment).

     Dine anstrengelser i retning af at forme, dressere og kontrollere dette barn i al almindelighed vil virke på ham på samme måde, som da du prøvede at holde ham fast på dit skød.

     Du vil naturligvis møde vanskeligheder, hvis dit barn allerede er blevet dresseret, kontrolleret, kostet omkring med og nægtet ret til sine egne ejendele. Midtvejs ændrer du din fremgangsmåde. Du prøver at give ham frihed. Han vil nære en sådan mistillid til dig, at det vil være meget svært for ham at omstille sig. Overgangsperioden vil blive vanskelig. Men når det er overstået, vil du have et velopdragent barn, der er betænksomt overfor dig, og hvad der er det vigtigste for dig, et barn, som elsker dig.

     Et barn, som er under tvang, som beskyttes, håndteres og kontrolleres, har fået et postulat, der indeholder en meget dyb bekymring. Hans forældre er væsner, der repræsenterer overlevelse. De betyder føde, klæder, husly, kærlighed. Det betyder, at han gerne vil være i nærheden af dem. Han vil gerne elske dem, naturligt nok siden han er deres barn.

     Men på den anden side repræsenterer forældrene ikke-overlevelse. Hele hans eksistens og tilværelse afhænger af hans ret til selv at træffe afgørelser vedrørende sine bevægelser, sine ejendele og sin krop. Forældre forsøger at bryde ind i dette ud fra en misforstået opfattelse om, at et barn er en idiot, som ikke kan lære, med mindre det “kontrolleres”. Så han må undgå, bekæmpe, genere og plage en fjende.

     Her er grund til bekymring. “Jeg elsker dem højt. Jeg behøver dem også. Men de betyder sønderrivning af min duelighed, mit sind, mine muligheder i tilværelsen. Hvad skal jeg stille op med mine forældre? Jeg kan ikke leve med dem. Jeg kan ikke leve uden dem. Stakkels mig!” Sådan sidder han i sin kravledragt og lader dette problem løbe gennem sit hoved. Dette problem, denne bekymring vil være hans i atten år, måske mere, måske mindre. Og det vil omtrent ødelægge hans tilværelse.

Frihed for barnet betyder frihed for dig.

     At lade dit barns ejendele sejle deres egen sø vil ende med at betyde sikkerhed for barnets ejendele.

     Hvilken frygtelig viljestyrke kræves der ikke af en far eller mor for at lade være med at udsætte barnet for en konstant strøm af forskrifter.

     Men det må gøres, hvis du vil have et sundt, lykkeligt, omsorgsfuldt, dejligt og intelligent barn!

     Barnet har en forpligtelse over for dig. Han skal være i stand til at tage vare på dig, ikke en illusion om, at han skal, men helt faktisk. Og du må have tålmodighed nok til at lade dig blive puslet om på en lemfældig måde, indtil han gennem erfaring - ikke gennem dine direktiver - lærer at gøre det godt. Omsorg for barnet? - vrøvl! Det har måske en bedre forståelse af de øjeblikkelige situationer, end du har.