|
“Menneskerettigheds-krænker”
Den tyske aktivist, Ursula Caberta, har tidligere været særdeles aktiv i sit forsøg på at påvirke danske politikere. Men hendes stemme har fået mindre vægt, efter at Hamburgs højesteret sidste år stadfæstede, at hun passende var blevet stemplet som en “Menneskerettigheds-krænker.”
De fleste deltagere repræsenterede grupper, hvis navne, i stil med FECRIS, med overlæg er misvisende. Danmarks “Dialogcenter,” er, selvom det tilsyneladende ikke er et aktivt medlem af FECRIS, faktisk velkendt som formand Johannes Aagaards Monologcenter.
Den svenske gruppe FRI, hvis repræsentant, Valdemar Kristensen, var tilstede ved Paris-mødet, har et lignende problem. FRI står for “Foreningen Red Individet.” Men “redning” er et propagandaudtryk, når det anvendes af FRI. Kristensen har engang personligt angrebet et forhenværende medlem af en kristen gruppe med en økse som en del af sin “redningsaktion.” Den unge mand havde faktisk ønsket at forlade sin religion, og nåede under hele denne proces at komme til at bo hos Kristensen. Men i stedet for hvilken hjælp, han nu måtte være blevet lovet, endte han med at være nødt til at kæmpe for at holde en beruset og øksesvingende Kristensen på afstand, indtil politiet ankom for at redde ham fra FRI.
Ligesom Caberta, er FRI en af de FECRIS-grupper, hvis medlemmer har forsøgt at gøre deres indflydelse gældende i Danmark. FRI-fanatikerne Aake Wiman og hans landsmand, Brigitta Dagnell, er blandt de outsidere, der med fuldt overlæg har forsøgt at påvirke den danske regerings anerkendelse af Scientologi Kirken. (Se “Etik og medierne”)
Men historien svarer til den med Kristensen, så danskere, der lyttede til Wiman, kunne blive vildledt, medmindre de ved, hvad man mener i FRI, når man taler om “redning”. En kvinde trådte fornylig frem i Sverige for at beskrive et overfald, hun for elleve år siden var udsat for, da Wiman forsøgte at “redde” hende fra den religion, hun havde valgt.
Problemet med mediernes fokuseren på sensationer findes også i Danmark. ... I en rapport, der også har gyldighed udenfor Tysklands grænser, skrev han, efter at han lige havde afsluttet en inspektionsrejse: “Den særlige rapportør anbefaler også en kampagne til højnelse af bevidstheden hos medierne - og her i særdeleshed hos den populære presse - som alt for ofte beskriver emner med forbindelse til religion og tro i et groteskt, for ikke at sige et fuldstændigt fordrejet og skadeligt l.”
|
“Slaget rammer mig på kinden og øret. Det brænder, men jeg kan næsten ikke føle det. Smerten i øret får mig til at folde sammen,” skrev Lisa, den kvinde, der blev angrebet under Wimans “behandling.” “Det er på dette punkt al modstand skulle være fjernet, når deprogrammøren kommer ind, og som en kunstner skaber sit mesterværk. Det er nu, jeg skal ændre mit livssyn.”
Men Wiman havde ikke succes. På trods af dage med vold og følelsesmæssige angreb, holdt Lisa fast ved sin tro. Elleve år senere husker hun stadig Wimans villighed til at gøre eller sige alt i sine vanvittige forsøg på at ødelægge hendes religiøse overbevisning.
Selv Wimans ven Dagnell - en af hoved “informations”- kilderne bag DR-2’s planlagte program om Scientologi Kirken - er klar over den skade, der kan forvoldes, når enkeltpersoner bliver følelsesmæssigt angrebet. På et tidspunkt sagde hun, at hun trak sin støtte tilbage fra programmet, (se “Importeret intolerance”) fordi hun var klar over, at det ville angribe enkeltpersoner og endog børn.
“Misforståelser, overdrivelser og vildledende information”
Det centrale spørgsmål, der blev fundet et svar på under OSCE-konferencen i marts, var, om den bedste måde at gribe forskelle i religion og tro an på var gennem dialog og forståelse eller gennem konfrontation og konflikt. Svaret var indlysende for alle rationelle deltagere.
Den fremgangsmåde, som FECRIS og dets netværk er talsmænd for, er at sprede vildledende information og hysteri. Med disse metoder overtræder de de mest grundlæggende menneskerettighedsaftaler, der er ratificeret over hele Europa netop med det formål afværge konflikt og intolerance.
Heldigvis ignorerer en række europæiske lande hysteriet og vælger en mere rationel indstilling overfor populære nye religioner.
Som et eksempel afsluttede de svenske myndigheder en gennemgribende undersøgelser af “sekter.” I stedet for blot at lytte til de vildledende informationer fra FRI, undersøgte regeringskommissionen forholdene personligt. De inspicerede mange gruppers faciliteter, de talte med familier - og talte med FRI - og undersøgte nogle af de alarmerende rapporter, der dukker op i medierne fra tid til anden om en eller anden gruppe. De konkluderede, at der ikke var brug for nogen indsats fra myndighedernes side, eftersom klager ofte var baseret på “misforståelser, overdrivelser og ind imellem ren og skær vildledning.”
Problemet med mediernes fokuseren på sensationer findes også i Danmark. De Forenede Nationers Særlige rapportør for Religiøs Intolerance offentliggjorde i 1998 en passende kommentar om mediernes ansvar. I en rapport, der også har gyldighed udenfor Tysklands grænser, skrev han, efter at han lige havde afsluttet en inspektionsrejse: “Den særlige Rapportør anbefaler også en kampagne til højnelse af bevidstheden hos medierne - og her i særdeleshed hos den populære presse - som alt for ofte beskriver emner med forbindelse til religion og tro i et groteskt, for ikke at sige et fuldstændigt fordrejet og skadeligt lys.”
Formentlig passer den beskrivelse meget godt til de danske mediers idé om, hvad sensationsjournalistik er. Det ville være en underdrivelse at kalde det dårlig smag.
Danskerne bør være stolte over, at FECRIS betragter dem som “et problem.” Og det budskab burde den danske presse interessere sig lidt mere for.
|
|
