En analyse af de kilder, medierne bruger, kan afsløre dagsordner, der går langt videre end blot det at bringe "nyheder". Jyllands Posten bragte tidligere på året en artikel, som var et udmærket eksempel på dette.

e fleste læser nyhederne med et kritisk blik efter at have oplevet for mange sensationslysten og ensidige dækninger - som mange af de artikler, der blev bragt på det tidspunkt, hvor den politiske diskussion om etniske minoriteter i Danmark var på sit højeste.

Faktisk lavede Frihed sidste år en rundspørge, der viste at mere end to ud af tre dansker følte, at de fleste mediers dækning af dette emne hverken var fair eller objektiv, og de betegnede ifølge undersøgelsen mediedækningen som “subjektiv, “ensidig”, “ude af proportion” eller negativ”.

De fleste havde ikke noget besvær med at genkende intolerance imod fremmede i mediernes dækning, lige meget om det kom fra de kilder, medierne benyttede sig af, fra journalister eller redaktørerne selv. Men nyheder om etniske, religiøse eller andre minoriteter bliver til tider styret af intolerante kilder eller dagsordner, der er langt sværere at få øje på. Dette opstår specielt, når mediedækningen drejer sig om en minoritetsgruppe, som langt de fleste mennesker ikke selv kender noget til. Og det er også tilfældet, når et nyhedsmedie ikke afslører ensidigheden hos de kilder, der benyttes - som f.eks. at citere “en politisk aktivist” til en negativ artikel om en kristen gruppe, uden at afsløre at “aktivisten” tilhørte Taliban militsen.

Om ikke andet, så ville det at nævne den slags ganske relevante oplysninger i det mindste give læseren mulighed for at forme sin egen mening, baseret på korrekt information. Men det kræver, at journalisten ønsker, at læseren er velinformeret. Ved ikke at give en sådan oplysning, kan en journalist fremme ensidighed eller diskrimination under dække af, at det er “nyheder”.

Et ganske illustrativt eksempel på dette forekom tidligere i år i Jyllands Posten vedrørende et program for medarbejdere ved Scientologi Kirken. Journalist Pierre Collignon, der ledte efter en lejlighed til at bringe en historie med en ny vinkel, havde hørt om dette program. Programmet består af et ganske særligt kursusforløb, som udelukkende praktiseres af medlemmer af Scientologi Kirkens religiøse orden, kaldet Sø Organisationen, der udelukkende består af Scientologi Kirkens mest dedikerede medarbejdere.

Det frivillige program, der kaldes Rehabilitation Project Force (RPF) er baseret på et af de ældste og mest grundlæggende koncepter indenfor religioner - nemlig det at trække sig tilbage for at hengive sig til intensive åndelige studier. Religionsforskere og eksperter i komparative religionsstudier, der har undersøgt RPF programmet, sammenligner det med fordybelses- og rehabiliteringsprogrammer indenfor buddhisme, hinduisme, jainisme og den katolske kirkes kloster ordner, selvom RPF er en hel del mildere end lignende programmer indenfor andre religioner. Medlemmer af Sø Organisationer fra hele verden, der har gennemgået programmet har fortalt, at det er det bedste, de nogensinde har gjort og anser det for at have været et vitalt skridt i deres egen moralske og åndelige frelse.

Arnie Lerma

Robert Minton

Intolerant kilde

RPF programmet er ikke noget mysterium og har været tilgængeligt som et tilbud for medlemmer af Scientologi Kirkens Sø Organisation i København i mere end 25 år.

Så hvad er problemet? Der var ikke noget problem, før Collignon - med en journalists vanlige trang til “kontroverser” - løb ind i de ekstremistiske synspunkter, der kendetegner Ursula Caberta - en tysk embedsmand fra Hamburg. Caberta burde være en højest ulogisk kilde til historier om en religiøs orden i Danmark. For det første har hun aldrig nogensinde set et RPF. Hvis Collignon havde udeladt hende som en kilde til sin historie, så havde den måske været noget tættere på virkeligheden. Men det gjorde han ikke.

Cabertas fremtrædende rolle som kilde til historien var helt tydelig. Men hvad Collignon undlod at fortælle om Caberta, er en historie fra det virkelige liv, som sikkert ville have interesseret de danske læsere mindst lige så meget.

Den historie, der ikke blev fortalt, handler om kriminelle intriger, overtrædelser af menneskerettighederne, ekstremisme og intolerance.