Mens regeringer og socialkontorer i Europa har hænderne fulde af konsekvenserne af stofmisbrug, er der en gruppe, der arbejder på at sikre, at folk aldrig starter med at tage stoffer.

år dette år er omme vil næsten en tredjedel af den danske ungdom mellem 16 og 24 år have indtaget mindst en eller anden form for ulovligt stoffer. Det kan man læse ud af tal, der er udgivet sidste efterår af Sundhedsstyrelsen.

Advarselssignalerne i forbindelse med brugen af stoffer er tydelige: De “bløde” stoffer kan føre til “hårde” stoffer. Det Europæiske Center for Overvågning af Stoffer og Stofafhængighed (EMCDDA) rapporterede sidste efterår, at Danmark allerede har tre “problem brugere” per 1000 indbyggere — dvs. personer, der “sandsynligvis vil opfylde de kliniske kriterier for at blive betragtet som værende afhængige af stoffer”.

EMCDDA rapporterede også, at antallet af unge, der ryger hash og tager kokain er stigende — og at Danmark, hvis man kigger på de seneste ti år, indtager førstepladsen i Europa med hensyn til brugen af hash.

Det er dog almindeligt anerkendt, at en af de farligste sider ved stof problemet er det stigende forbrug af ecstasy. I henhold til Sundhedsstyrelsen var pillen nummer tre på listen over stoffer, som unge i Danmark sagde, de havde prøvet i den foregående måned.

Det “attraktive” ved de såkaldte designer drugs så som ecstasy er, at det ikke er nødvendigt at bruge tobak, nåle eller andre hjælpemidler, de kan bare sluges. Men der er mere til det, end at de er “brugervenlige”. I dagens kemisk orienterede samfund er der en massiv kampagne for de “lovlige” stoffer, som siges at forbedre humøret. Det er en faktor, man ikke kan se bort fra, da det får piller til at virke mindre farlige for unge, der ellers ikke ville være så tilbøjelige til at tage stoffer.

Adskillige dødsfald blandt unge forårsaget af ecstasy eller af de farlige kemiske tilsætningsstoffer, der undertiden er i pillerne, gør at en løsning på stof problemerne bliver mere og mere presserende.

Løsningen er forebyggelse

Der er masser af politiske argumenter med hensyn til hvem, der er ansvarlige for den europæiske situation med stofmisbrug og dens ofre. Ligesom i andre lande er der i Danmark både dem, der er for, og dem der er imod forskellige metoder til at begrænse forbruget af stoffer. Metoder lige fra “formindsk skaderne” programmer — der inkluderer læge ordineret heroin og lovliggørelse af sprøjterum — til lovliggørelse af hash. Men statistikkerne fortæller om ekstremt få gennembrud, hvis nogen overhovedet, med hensyn til reducering af stofmisbruget.

Christine Astrupgaard, der er formand for foreningen “Sig Nej til stoffer, Sig Ja til livet” siger, at det bagvedliggende problem er, at vi ikke har uddannet folk med hensyn til stofmisbrug.

“Uden en grundig uddannelse i stoffernes virkning på en meget bred skala i vores samfund, vil vi ikke lave så meget som et lille hul igennem stof misbrugsproblemet, lige meget hvilke programmer, der udføres eller hvilke love der vedtages,” siger Christine Astrupgaard. “Vi har brug for en landsdækkende indsats til at uddanne både unge og voksne i fakta om stoffer og deres virkning,” siger hun.

Christine Astrupgaard mener ikke skræmmekampagner hjælper, da det bare er med til at udfordre de unge. I stedet skal der hårde fakta og beviser frem. “Så får unge mennesker en mulighed for at vælge stofferne fra, udfra på deres egen sunde fornuft, for reelt ønsker de jo ikke at skade sig selv mentalt, fysisk eller åndeligt,” siger hun.

Christine Astrupgaard peger på de manglende resultater med allerede afprøvede løsninger med at give heroin misbrugere “lovligt” heroin gennem læge ordination. Det kan måske mindske visse former for kriminalitet og sundhedsproblemer for heroinmisbrugere, men det “er i bedste fald et hurtigt løsning af problemet og i værste fald et overlagt forsøg på at holde nogle personer fanget i deres misbrug, så andre kan tjene penge på det,” siger hun.

Resultatet er, at man sætter nogle narkomaner på lovlig narko, I stedet for at gennemføre de ofte vanskelige afvænningsforsøg. “Det er det samme som at indrømme, at afvænningsindsatsen har slået fejl,” siger hun. “Tal med forældrene til en heroin narkoman og spørg dem, om de virkelig gerne vil have, at deres datter eller søn er på læge ordineret heroin. Svarene er tydelige: Det var først, da sønnen eller datteren helt var holdt op med at tage stoffer, at de fik dem tilbage.”

Mens indsatsen for at få kontrol over forbruget af stoffer, afhængigheden og kriminaliteten, sundhedsproblemerne og de samfundsøkonomiske konsekvenser, der følger i kølvandet på et misbrug, mener Christine Astrupgaard, at man må gøre en mindst lige så stor indsats for at få indført meningsfyldt uddannelse og forebyggelse.