En dyr herre for DR

Jørgen Pedersen taber injuriesag, og DR betaler rekordstor erstatning

I sagen fra Strasbourg handlede det oprindelige TV-program om den såkaldte Pedal-Ove sag, hvor fritidsmusikeren Pedal-Ove tilbragte 8 ud af 12 år i fængsel efter at være blevet fundet skyldig i at have myrdet sin kone. Hans sag blev genoptaget af Den Særlige Klageret, og han fik her tilkendt en millionerstatning efter at være blevet frifundet for mordet.

TV-programmet om denne sag spillede afgjort en rolle i at få sagen genåbnet ved Den Særlige Klageret, men samtidig rettede programmet nogle alvorlige anklager imod en kriminalinspektør, og i den forbindelse fastslog Menneskerettighedsdomstolen, at det er tvivlsomt, om den efterforskning, de to TV-journalister havde lavet, var tilstrækkelig til at underbygge de afsluttende beskyldninger i TV-programmet, hvor det blev sagt, at kriminalinspektøren med vilje havde undertrykt et vigtigt bevis i mordsagen.

Dommen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol markeret afslutningen på næsten 10 års retssager vedrørende denne TV-udsendelse. Retssager, som ifølge DRs Generalsekretær, Christian Nissen, blev betalt over DRs budget, fordi han betragter det som en forpligtelse for DR at afprøve, hvor grænserne for ytringsfriheden går.

Men Menneskerettighedsdomstolen mente altså ikke, at denne grænse skulle presses længere ud, og domstolen skrev i sin opsummering, at Højesteret var berettiget til at betragte dommen som “nødvendig i et demokratisk samfund” for at kunne beskytte borgernes navne og rettigheder.

I dommen fra Menneskerettighedsdomstolen kan man se, at TV-programmet blev opbygget omkring en ganske bestemt “præmis”, som er den nøjagtige ide, der bliver formuleret af journalisterne, normalt inden produktionen af et TV-program bliver startet. I præmissen for dette program hed det bl.a:

“Vi vil vise, at en skandaløst dårlig politiundersøgelse, hvor spørgsmålet om skyld var fastlagt lige fra starten, og som ignorerede vigtige vidner og koncentrerede sig om de mere tvivlsomme, førte til at X blev dømt til 12 års fængsling for mordet på sin kone.

Programmet vil vise, at X ikke kunne have begået den forbrydelse, som han blev dømt for den 12. november 1982.”

DRs TV-dokumentarister bliver specielt uddannet i denne måde at planlægge et TV-program på, hvor man lige fra starten kontrollerer, hvad det nøjagtige indhold og budskab i programmet skal være. På denne måde kan producenten planlægge nøjagtigt, hvilke billeder, interviews og historier der er brug for, for til sidst at stå med en udsendelse, der videreformidler det præcise og planlagte budskab.

At DR nu og da er nødt til at erklære sig enig i, at producernes kreativitet kan gå for langt, ses af en anden sag fornyligt, hvor DR tilsyneladende blev nødt til at betale Danmarkshistoriens højeste beløb i et forlig i en sag om dårlig presseetik til et offer i et andet TV-Program. Også i dette program var den tidligere omtalte Jørgen Pedersen en af producenterne sammen med et norsk produktionsselskab. Programmet forsøgte at påvise, at ansvaret for en tragisk færgekatastrofe kunne tilskrives en skibsreder, og han tog derefter sagen til Pressenævnet. Ifølge B.T. fandt Pressenævnet, at DR groft tilsidesatte god presseskik ved at hænge skibsrederen ud, og den endelige oprejsning til ham kom, da DR i slutningen af 2002 blev nødt til at indgå et ydmygende forlig, som ifølge B.T. beløb sig til 500.000 kr. eller 10 gange mere end, hvad der normalt bliver betalt i sager vedrørende pressens opførsel.

I denne sag fandt DR det tilsyneladende mere fordelagtigt at indgå et forlig uden for retten i stedet for at være nødt til at gå hele vejen gennem det danske retssystem, også selvom forliget blev det hidtil dyreste af sin art i Danmarkshistorien.