Medierne er fyldt med artikler om de problemer, narkotika skaber i samfundet. De unge starter tidligere og tidligere med at eksperimentere med stofferne, det officielle Danmarks syn på, hvad der kan gøres ved problemerne bliver mere og mere pessimistisk, samtidig med at bruges flere og flere penge på området.

“Bach og Holberg havde ret,” sagde Preben Brandt. “Det gik faktisk så galt, som de havde forestillet sig, på grund af kaffen. Samfundet gik i opløsning. Til gengæld vil man vel i dag sige, at det var godt, at det gik sådan. I dag vil ingen tro på, at kaffe er en specielt farlig rusgift, som vi skal advare imod, men historierne handler om, at det er meget svært at vide, hvad det er for mekanismer, vi er vidne til.”

I forlængelse af denne forvirrende sammenblanding af kaffe og heroin og i et forsøg på at fremme sin fejlagtige opfattelse af, at narkotika er relativt harmløst, gav Brandt i 2002 en forelæsning om stofmisbrug i Odense, hvor han fortsatte med at være fortaler for ideologien om “skadereduktion”. Han hævder, at stofferne i sig selv ikke udgør en primær trussel for samfundet, men at den reelle fare ligger i de forhold, der knytter sig til stofferne, såsom kriminalitet og sygdom.

Skadereduktion bliver på internationalt niveau bakket op af Verdensorganisationen for Mental Sundhed, hvor Brandt sidder som repræsentant for Danmark i den europæiske afdeling, Mental Health Europe. Herfra hævdes det, at der ikke kan gøres noget ved problemerne med stofmisbrug, og at vi derfor må begrænse vore bestræbelser til i det mindste at minimere den skade, der bliver forårsaget.

Således snor logikken sig af snørklede stier. Det er ikke så godt, men på den anden side håber profeterne indenfor “skadereduktion”, at befolkningen kan forblindes til at tro, at narkoproblematikken kan reduceres ved at give flere stoffer til misbrugerne.

Men i programmerne indenfor skadereduktion forbliver stofmisbrugerne misbrugere, og de lever stadig som slaver af stofferne, siger kritikerne. Ironien er, som de påpeger, at misbrugerne nu klassificeres som værende “under behandling”, idet de teknisk set er afhængige af statsheroin eller metadon og ikke af den heroin og metadon, der fås på gaden.

BAG HASHENS RØGSLØR

I en artikel skrevet for Frederiksberg Kommunes Rådgivningscenter i anledning af deres 10-årsjubilæum (som en frisindet kommune med let adgang til stoffer), gav Brandt en kort opsummering af den udvikling, der er sket i løbet af de seneste ti år indenfor behandlingen af stofmisbrugere.

Han indrømmede, at antallet af dødsfald som følge af overdoser har været støt voksende samtidig med, at de unges debut med hårde stoffer sker i en stadig tidligere alder – faktisk begynder nogle børn at ryge hash allerede i en alder af 10-12 år.

Trods alt dette fandt han det alligevel passende at erklære, at Frederiksberg-modellen i hans øjne har været en succes, og at det efter hans mening “lykkedes med held og uden nogen som helst negative konsekvenser at erstatte en dogmatisk narkopolitik med en pragmatisk.”

Virkelighedens tal viser imidlertid et noget andet billede. I følge en rapport fra det Europæiske Narkotika Agentur, EMCDDA, ligger Danmark nummer fem på listen over, hvor stor en procentdel af befolkningen, der har prøvet at ryge hash. Flere end hver tredje dansker har prøvet at ryge hash.

AFVISNING AF EFFEKTIVE AFVÆNNINGSMETODER – HVAD ER PRISEN?

I maj sagde han til Fyens Stiftstidende: “Hvis der er mere end 2 procent [af narkomanerne på afvænning], der vælger at konvertere,... så tyder det på en utidig sammenblanding af religion og behandling, og så skal man være enormt på vagt.”

Men det er ingen hemmelighed, at de mest effektive afvænningsprogrammer er dem, der som udgangspunkt henvender sig til menneskets åndelige sider.

Fra Minnesota-programmet til andre verdenskendte programmer er fællesnævneren for dem alle, at de bygger på åndelige værdier – idet de henvender sig til misbrugeren som åndeligt væsen snarere end en fysisk struktur – eller at de er baseret på tekster af religiøs art.

Et studie foretaget på Albert Einsteins Medicinske Universitet konkluderer, at teenagere, der betragter religionen som en væsentlig del af deres liv, kun er halvt så udsatte for at blive stofmisbrugere som unge, der ingen religiøse værdier har i deres liv.

I forbindelse med debatten i Folketinget, som førte til nedlæggelsen af Narkotikarådet stillede Tove Videbæk fra Kristeligt Folkeparti spørgsmålstegn ved Narkotikarådets objektivitet – såvel formandens som sekretariatschefens. Begge, siger hun, er gået ud med deres egne meninger og har selv forsøgt sig som politiske lobbyister.

Jannick Uldahl, der selv har været narkoman og nu arbejder i Narconon Europa, er skarpere i sin kritik: “Hvordan kan det være, at Preben Brandt, som personligt kun har reddet ganske få liv trods millioner i statsstøtte, angriber folk, der redder menneskeliv hver eneste dag?

Hvis han ikke kan fremvise resultater indenfor narkoafvænning og forebyggelse eller i bestræbelserne på at hjælpe de hjemløse, hvorfor skal vi så blive ved med at give ham adgang til skatteydernes penge?

Hvis han ønsker at drive en tjeneste, der skal overvåge diverse ideologier, og en kampagne for legalisering af hash og heroin i stedet for at finde hjem til de hjemløse”, siger Uldahl, “så må det være hans egen sag. Men hvorfor skal skatteyderne betale for det? Lad pengene følge misbrugeren, og så kan vi se, hvor vi får mest for pengene.”