Danmarks narkopolitik:
Skal vi ikke hellere give op...?

Hvis dit svar er: “Absolut ingenting”, så har du ganske ret. Imidlertid lader en sådan logik til at gå hen over hovedet på den ledende psykiater, der har ansvar for landets socialpolitik, dr. Preben Brandt.

Man bør træde varsomt på det vakkelvorne fundament, der er lagt af Preben Brandt, tidligere leder af det nu nedlagte Narkotikaråd og sidste år udnævnt til formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Og hvor vaklende er så denne grund, på hvilket Preben Brandt søger at bygge nationen Danmark? Et eksempel fra hverdagens kernefamilie kunne være følgende:

Far: “Nu kommer du igen hjem med dårlige karakterer, din hukommelse er dårlig, og du er lige blevet fyret fra det tredje job i denne måned, fordi du ikke kunne holde dig vågen på arbejdet. Var det ikke på tide at skrue lidt ned for al den hash og heroin?”

Søn: “Far, vær nu ikke så gammeldags. Selv regeringens rådgiverne siger jo, at det ikke er farligt, når bare man bruger det rigtigt! Ellers ville de vel ikke dele det ud til misbrugere – for skatteydernes penge?”

En overdrevet samtale måske – langt fra virkelighedens verden, skulle man mene. Eller er det?

Netop nu arbejder den danske regerings førende rådgiver, ihærdigt på at gøre farlige stoffer lettere tilgængelige for narkomanerne og på at normalisere brugen af disse stoffer.

Psykiater Preben Brandt, som også er den danske repræsentant i Mental Health Europe, den europæiske gren af World Federation for Mental Health, har til opgave at rådgive den danske regering med hensyn til effektive måder, hvorpå man kan bedre forholdene for hjemløse, misbrugere og andre udsatte i samfundet. Efter hans opfattelse er måden at håndtere narkoproblematikken på at opgive forebyggelse og i stedet satse på den såkaldte “harm reduction”.

Dette er faldet mange for brystet, som mener, der er andre og langt mere effektive metoder tilgængelige.

STOFFER GØRES POPULÆRE GENNEM MEDIERNE

Læser man landets aviser, fremgår det klart, at Preben Brandt i dag er en af de varmeste fortalere for en narkotikapolitik, der inkluderer fri adgang til heroin og hash for misbrugere.

Siden 1995 har han optrådt i utallige artikler, hvor han udtaler sig om de problemer, samfundet har haft med at “rehabilitere” stofmisbrugere. Men hans definition på rehabilitering begrænser sig tilsyneladende til at tilbyde misbrugeren et frit valg af stoffer eller erstatningsstoffer under den brede betegnelse “skadereduktion”, således at narkomanens negative indvirkning på samfundet blive mindre iøjnefaldende. Brandts mål ligger således langt fra at reducere antallet af narkomaner i samfundet ved hjælp af forebyggende oplysningskampagner eller egentlige rehabiliteringsprogrammer, der gør narkomaner helt stoffrie.

I 1997 skrev Preben Brandt en artikel i en bog udgivet af Psykiatrifonden, hvori han opfordrede regeringen til at iværksætte en forsøgsordning, der ville gøre heroin samt heroinerstatninger frit tilgængelige for såkaldt “håbløse” misbrugere. Brandt lader til at ignorere farerne ved sådanne stoffer, da problemet ikke er løst ved at sætte en person på et erstatningsstof. Personen er stadig stofafhængig.

FØLG PENGENE – UD AF VINDUET

Når skatteydernes penge bruges i bestræbelserne på at “bekæmpe” heroinmisbrug med heroin og andre vanedannende stoffer, ville man forvente, at der var en vis baggrund for at tro, at metoden ville give resultater.

Dette synspunkt deler sundhedsstyrelsen imidlertid ikke, hvilket Weekendavisen påpegede allerede tidligt i Brandts karriere. I marts 1998 var overlæge Hastrup fra Glostrup hospital, der har studeret det svejtsiske eksperiment med uddeling af heroin til misbrugere for den danske sundhedsstyrelse, forbløffet over, at antallet af dødsfald var det samme, som ved andre behandlingsprogrammer.

“Umiddelbart ville jeg have troet, at dødeligheden var faldet mere dramatisk, fordi behandlingsprogrammets har så stort et omfang,” sagde dr. Peter W. Jepsen, en anden af de fire læger fra sundhedsstyrelsens undersøgelse, om eksperimentet. Peter Jepsen understregede, at hvis han havde modtaget den svejtsiske rapport til udgivelse i et internationalt tidsskrift, så ville forfatterne have fået den tilbage i hovedet med krav om en grundig revision og fuldkommen omskrivning, idet “resultaterne” alene fremstår som udokumenterede teorier.

Siden 1995, hvor Narkotikarådet blev grundlagt, er mængden af penge, der bliver brugt på narkoafvænning, firedoblet i forhold til tidligere.

Skønt afvænningseksperter nemt kan blive enige om, at en sådan stigning i tilførte midler er helt nødvendig, ses det imidlertid ikke, at de øgede bevillinger har resulteret i flere afvænnede narkomaner. Statistikkerne bekræfter mistanken, idet antallet af narkomaner i samme periode er øget fra ca. 10.000 til ca. 14.000.

“Har Preben Brandt virkelig til hensigt at hjælpe Danmark ud af narkoproblemet?” spørger kritikere, med henvisning til næsten ti år med en enorm økonomisk satsning på landets indsats mod stoffer, men med meget ringe effekt.