I 1969 skrev L. Ron Hubbard: “Hvis disse psykiatere, psykologer og deres organisationer for mental sundhed vidste, hvad de havde med at gøre, ville kriminaliteten aftage. Det siger sig selv. Men det er ikke tilfældet. Kriminaliteten vokser og har gjort det, lige siden de overtog kontrollen i retssalene, fængslerne, inden for uddannelsessystemet og i socialvæsenet, og statistikken er nu oppe på et niveau, hvor den ærlige politimand er ved at fortvivle.”
Disse ord er skrevet af Scientologi religionens grundlægger for 34 år siden, og de er lige så aktuelle i dag som dengang. Eneste forskel er, at situationen er blevet langt værre i løbet af disse 34 år.
Antallet af narkomaner er – alene indenfor de seneste ti år – vokset fra ca 10.000 til 14.000. Disse tal er dog vanskelige at fastslå nøjagtigt, eftersom der har været sørgeligt lidt opmærksomhed på at få et ordentligt overblik over situationen. Og det til trods for, at det var en af hovedopgaverne for det nu nedlagte Narkotikaråd, der hvert år blev betalt millioner af kroner fra staten.