Hvad er Storhed?
En artikel af L. Ron Hubbard

Og det sande tegn på tilregnelighed og storhed er at vedblive med at gøre det.

For den, der kan opnå dette, er der håb i rigelig mængde.

For dem, der ikke kan, er der kun sorg, had og fortvivlelse, og det er ikke disse ting, storhed, tilregnelighed eller lykke er lavet af.

En oplagt fælde er at give efter for invitationen til had.

Der findes dem, der udnæver én til at være deres bødler. Nogle gange er det nødvendigt at handle for andres sikkerheds skyld, men det er ikke nødvendigt også at hade dem.

At gøre sit arbejde uden at blive rasende på andre, der søger at forhindre det, er et tegn på storhed – og tilregnelighed. Og kun da kan man være lykkelig.

At søge at opnå en enkelt ønskværdig kvalitet i tilværelsen er en ædel ting. Den kvalitet, der er sværest og mest nødvendig at opnå, er at elske sine medmennesker på trods af alle invitationer til at gøre det modsatte.

Hvis der findes en helgenagtig kvalitet, er det ikke at tilgive. “Tilgivelse” bærer i sig en accept af ondskaben i handlingen. Der er ingen grund til at acceptere den. Desuden er man nødt til at betegne handlingen som ond eller slet for at tilgive den. “Tilgivelse” er en handling på et meget lavere niveau og den er temmelig fordømmende (eller kritisk).

Ægte storhed nægter blot at ændre sig på trods af onde handlinger gjort mod én – og en virkelig stor person elsker sine medmennesker, fordi han forstår dem.

Når alt kommer til alt, er de alle i den samme fælde. Nogle har glemt det, nogle er blevet vanvittige på grund af det, og nogle opfører sig som dem, der forrådte dem. Men alle, alle er i den samme fælde – generalerne, gadefejerne, præsidenterne, de sindssyge. De opfører sig på den måde, de gør, fordi de alle er udsat for det samme grusomme pres fra dette univers.

Nogle af os er udsat for dette pres, men fortsætter med at gøre vores job. Andre er for længe siden bukket under og raser, torterer og bryster sig som de afsindige sjæle, de er.

At frelse nogle af dem igen er et farligt foretagende. Hvis man gik op til mange herskende overhoveder i verden og tilbød at gøre dem fri (som kun en scientolog kan gøre det), ville de gå bersærk, råbe på deres private politi og generelt forårsage ubehageligheder. Det var der en, der gjorde – han blev senere snigmyrdet; ikke efter vores ønske, men på grund af uduelighed fra dem, der omgav ham. Han kunne have brugt Scientologi. I stedet forsøgte han med det samme at skyde emnet ned ved at beordre razziaer og andre bersærkerhandlinger mod Scientologi organisationer. At han så blev skudt havde intet med os at gøre, men det demonstrerede blot, hvor inkompetent og hvor dødelig han i virkeligheden var.

Efterhånden som vi bliver stærkere, kan vi være fuldstændigt åbne med vores hjælp. Indtil vi er det, kan vi i det mindste forstå den ene kendsgerning, at storhed ikke stammer fra brutale krige eller fra at være kendt. Det stammer fra at være loyal mod sin egen anstændighed, fra at vedblive med at hjælpe andre uanset, hvad de gør eller tænker eller siger og på trods af alle brutale handlinger imod en; at blive ved uden at ændre sin grundlæggende holdning over for mennesket.

En fuldt uddannet scientolog er i langt bedre stand til at forstå, end en delvist uddannet. For den scientolog, der virkelig ved, er ikke blot i stand til at bevare tilliden til sig selv og sine evner, men kan også forstå, hvorfor andre gør, som de gør. Og fordi han eller hun ved dét, bliver vedkommende ikke så forbløffet eller nedslået over små nederlag. Sand storhed afhænger i høj grad af total visdom. De opfører sig, som de gør, fordi de er, hvad de er – væsener i fælder, knust under en utålelig byrde. Og hvis de er blevet vanvittige af det og i deres fejlagtige udlægninger beordrer ødelæggelse af hele nationer, kan man stadig forstå hvorfor og dermed omfanget af deres galskab. Hvorfor skulle man lave om på sig selv og begynde at hade, bare fordi andre har mistet sig selv, og deres skæbner er for grusomme til, at de kan konfrontere dem?

Retfærdighed, nåde, tilgivelse. Alle disse ting er alle uvæsentlige i forhold til evnen ikke at forandre sig på grund af provokationer eller krav om at gøre det.

Man skal handle, man skal opretholde orden og anstændighed, men man behøver ikke at hade eller søge hævn.

Det er sandt, at væsener er skrøbelige og begår fejl. Mennesket er grundlæggende godt, men kan handle ondt.

Det handler kun ondt, når dets handlinger, der udføres for at opretholde orden og for andres sikkerhed, gøres med had. Eller når ens disciplinære foranstaltninger kun er baseret på sikkerhed for en selv uden hensyn til nogen andre; eller værre, når det kun handler ud fra en smag for grusomhed.

Det er vanvittigt slet ikke at opretholde orden. Man behøver kun at se på de sindssyges ejendele og omgivelser for at blive klar over dette. De duelige holder god orden.

Når grusomhed under dække af disciplin dominerer en race, så har den race lært at hade, og den race er fortabt.

Den virkelige lektion, der skal læres, er at elske.

Den, der vil gå uskadt gennem sine dage, må lære dette.

Brug aldrig det, der er gjort mod dig som grundlag for had. Ønsk aldrig hævn.

Det kræver ægte styrke at elske mennesket. Og at elske det på trods af alle invitationer til at gøre noget andet, på trods af alle provokationer og alle grunde til, at man ikke skulle gøre det.

Lykke og styrke varer kun ved, hvor der ikke er had. Kun at hade er vejen til katastrofe. At elske er vejen til styrke. At elske på trods af alt er hemmeligheden ved storhed. Og kan meget vel være den største hemmelighed i dette univers.

L. Ron Hubbard Grundlægger