Hvad skete der med
retsopgøret efter kommunismen?

At kunne lokalisere det strategisk bedste område at indsætte de østtyske landtropper i Danmark krævede viden om placeringen af Danmarks landtropper og optimalt set strategien for det danske militær. De dokumenter, der blev fundet i Østtyskland, afslører, at fjenden havde kortlagt selv de allermindste detaljer omkring det danske militærs bevægelser.

Hvem gav dem disse oplysninger?

To nye bøger baseret på dokumenter fra Østtyskland beskriver den terror, der fulgte med kommunismen, og de kommunistiske sympatisørers aktiviteter i Danmark.

Den første bog er “De røde spioner”, der blev skrevet af Jakob Andersen og Oleg Gordievsky. Den beskriver på 800 sider kommunisternes arbejde i Danmark. Infiltrationen var ret markant.

Bogen giver en detaljeret indsigt i det netværk af folk, der støttede fjenden – både på den politiske scene og blandt journalister. Adskillige hundrede mennesker i Danmark arbejdede for at hjælpe kommunisterne med at opnå deres mål.

I introduktionen til bogen beskrives indflydelsen på følgende måde: “Undergravende virksomhed’ var ikke en juridisk kliché men en revolutionær virkelighed, og venstrefløjen tjente i al sin mangfoldighed de socialistiske diktaturers interesser i det ideologiske opgør med Vesten. Der var kyniske kollaboratører, der var opportunistiske medløbere, og der var naive sympatisører, men i Moskva, Peking, Havana og Østberlin regnedes de alle som aktiver.”

Faktisk skriver forfatterne til bogen, at det Danske Kommunist Parti var kontrolleret af Sovjet.

“DKP i Danmark var således fuldstændig dirigeret af IA (Centralkomiteens Internationale Afdeling) og Ponomarjov (politbureau medlem), der gav DKP ordre til at udføre specifikke politiske aktioner og propagandatiltag på vegne af Sovjetunionen, og som holdt jævnlige møder med DKP formændene.”

Infiltrationen trængte dybt ind

“Der var både åbne og hemmelige Aktive Foranstaltninger. De åbne metoder kunne omfatte normale propagandakanaler, kulturelt diplomati og sommetider formelle diplomatiske erklæringer”

Måden, dette blev gjort på, var nok til at få selv James Bond til at rødme. “Romeo agenter” var en af de mere effektive metoder til at skaffe sig information. Metoden bestod i at forføre ensomme sekretærer i forskellige institutioner og få dem til at kopiere dokumenter for DDR.

Det er næsten umuligt i blot en enkelt bog at gøre rede for, i hvor stort omfang infiltrationen af det danske samfund med spioner fra Østtyskland fandt sted, men bogen giver et godt billede af det.

Danskere fik et lille forsmag på dette allerede tilbage i 1970’erne med den sensationelle fangst af den såkaldte romeo agent Jörg Meyer. Jörg Meyers job igennem 1970’erne havde været at assistere DDR i deres spionage mod Danmark og den danske befolkning. Men selvom Meyer blev fordømt af befolkningen og modtog en dom, havde han en række sympatisører i Danmark. Adskillige mennesker skrev breve til ham i fængslet, og senere tillod et dansk journalist team, ifølge journalisterne og Stasi-forskerne Mette Herborg og Michaelsen, Meyer” at tegne et rosenrødt portræt af sig selv i den sødladne énøjede udsendelse” til det statsfinansierede Danmarks Radio.

Destabiliserer Vesten

Det primære formål med den kommunistiske infiltration og indflydelse på Vesten var at destabilisere Vesten. Dokumenter, fremskaffet af danske medier fra Gauck-arkiverne fra det tidligere Østtyskland, demonstrerer hvor stor vigtigheden “agitation” imod Vesten blev tillagt i forbindelse med den ideologiske destabilisering af samfundet.

I et tidligere “top-hemmeligt” dokument, som Frihed er kommet i besiddelse af, med overskriften “Overblik over agitationsarbejdet hos Ministeriet for Statssikkerhed” og dateret den 18. juli 1969, skelner Stasi mellem tre typer for agitation. Den første var Public Relations – direkte propaganda i form af pressekonferencer arrangeret af Stasi, interviews, medaljer til Stasi-officerer og lignende; den anden var Operativ Agitation – hvor offentligheden påvirkes gennem massemedier og med andre midler, uden åbent at gøre opmærksom på, at det var Stasi der stod bag.

Den tredje var Særlig Propaganda som, ifølge dokumentet, “sigter imod at påvirke befolkningen i klassefjendens område – operationsområde Vesttyskland og Vestberlin samt andre vestlige lande – gennem kontrollerede handlinger”.

Chefen for Stasis udlandsafdeling, Markus Wolf, beskrev i 1998 i sin bog Manden uden Ansigt, hvordan vestlige journalister af den årvågne type, der ikke var så nøjeregnende med deres kilder, så længe de fik en historie ud af det, var et yndet mål for de østtyske efterretningsfolk i deres påvirkningsarbejde i Vesten.

Et omfattende forskningsarbejde er blevet udført af journalisterne Mette Herborg og Per Michaelsen i forhold til den kommunistiske indflydelse på medierne, som man allerede har kunnet læse om i flere danske udgivelser. Og ligesom det er tilfældet med de fleste andre områder i det danske samfund, som er blevet berørt af den kommunistiske infiltration, er medieverdenen et område, der endnu ikke er blevet ryddet fuldkommen op i.

100 millioner mennesker dræbt.

Hvis det blot var et spørgsmål om udbredelse af en politisk ideologi, ville et retsopgør ledsaget af en offentlig undersøgelse naturligvis ikke have speciel høj prioritet.

Men den kommunisme, der blev arbejdet for, var ikke blot en politisk ideologi. Det var den største trussel imod Danmark og Vesten i efterkrigstiden – som beskrevet i den anden bog, der bliver udgivet i Danmark dette efterår, Kommunismen sorte bog. Denne bog beskriver levende det samfund, som Stasi og KGB’s hjælpere førte os hen imod.

Bogen afslører kommunismens uhyrlige handlinger imod folk, grusomheder, der kostede endnu flere menneskeliv end Nationalsocialismen. Alene i Sovjet døde 20 millioner mennesker. Det kommunistiske ideal om fælleseje og proletariatets diktatur krævede en ting: Jordejernes jord. Millioner blev således dræbt eller deporteret til Sibirien.

Lande, der beundrede Stalin og hans metoder, var dog ikke tabt bag en vogn. I Cambodja blev 2 millioner mennesker dræbt, ligesom i Nordkorea. Men århundredets ultimative massemorder var Mao og det kinesiske styre – 65 millioner mennesker døde i Kina.

Alt i alt vurderer historikerne, at omkring 100 millioner mennesker døde for Karl Marx drøm – og hertil kommer en omfattende undertrykkelse af de fundamentale menneskerettigheder hos kommunistregimernes befolkninger, der således efterlod dem i en tilstand af levende døde. Få kan glemme konfrontationen på Tiananmen pladsen i Kina den 4. juni 1989; studenteroprøret blev knust med hård hånd, hvilket efterlod hen ved tusind døde mennesker. Denne episode gjorde resten af verden opmærksom på den terror, kineserne lever under hele deres liv.

En appel om undersøgelse

Nobelprisvinder og systemkritiker, Andrej Sakharov, appellerede til Verdenssamfundet om, at der blev lavet en offentlig undersøgelse af overgrebene på menneskerettigheder i Sovjetunionen. “En høring om menneskerettighederne i Sovjetunionen i København, der ligger i Europas centrum, er overordentlig vigtig for at få et sandt billede af forholdene i Sovjetunionen. Jeg ville ønske, at man i diskussionen om de forfulgte ville drøfte spørgsmålet om fri udrejse og fri tilbagevenden til Sovjetunionen. Dette er en ret, af hvilken alle andre rettigheder er afhængige.”

Dette forslag blev realiseret den 17.-19. oktober 1975 i det danske folketing, da flere prominente personer tog affære ved “The honorary committee of Protectors of Andrej Sakharov” – hvis medlemmer blandt andre talte forhenværende statsminister Jens Otto Krog, formanden for LO, Thomas Nielsen og andre prominente skikkelser indenfor religionsverdenen, den lovgivende forsamling, akademikere og andre kredse. Andre fra udlandet, såsom Nazi-jægeren Simon Wiesenthal, var også blandt protektorerne.

Undersøgelsen fandt sted for at kaste lys over de mange menneskerettighedsbrud under Sovjetsystemet. På dette tidspunkt var der imidlertid kun få muligheder for at gøre noget ved tingenes tilstand.

Hvad skete der med opgøret?

I kølvandet på Anden Verdenskrig fandt der et omfattende retsopgør sted varetaget af forskellige europæiske og internationale juridiske institutioner for at ære de mennesker, der var døde under krigen, og for at hindre fascistiske og totalitær regimer i at komme til magten igen i fremtiden. Et af resultaterne blev Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, som søgte at fremme ideen om menneskerettigheder for at yde beskyttelse til alle samfundsborgere.

Under Hitler døde der 25 millioner mennesker. Men adskillige historiske fremstillinger hævder, at mindst fire gange så mange faldt som ofre for kommunismen. Hvorfor fik vi så ikke et tilsvarende retsopgør for dem, der var ansvarlige efter kommunismens fald? Er det for sent? De omfattende granskninger af nazitidens forbrydelser har sikret, at et sådant totalitært styre aldrig igen vil kunne forføre Europas befolkninger.

En tilsvarende afslutning på den kolde krig er behøvet, og det ville være en af de bedste gaver, vi kunne give vore børn. Forrige århundrede var det blodigste i menneskehedens historie; da den kolde krig var på sit højeste, var der få steder, hvor menneskerettighederne ikke blev krænket. Vesten, der som reaktion på Anden Verdenskrig besluttede at indføre og overholde menneskerettigheder undgik sådanne rædsler.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen skrev den 10. februar 2000, mens han stadig var i opposition: “Det primære formål med en undersøgelse er ikke at straffe. Selvfølgelig bør der finde retsforfølgelse sted, hvis strafbare forhold afsløres. Jeg er sikker på at anklagemyndigheden tager sig af dette. Men som sagt, så er det ikke det vigtigste. Det vigtigste må være, at Danmark endelig kan rense luften efter adskillige mørke årtier, hvor en række personer under dække af idealistiske motiver reelt arbejdede for fjendtlige nationer. Dette må nu frem i lyset. Først og fremmest for at hindre, at noget tilsvarende sker i fremtiden.”

Den 26. juni 2000 skrev regeringen et brev til Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI), hvori de anmodede om en undersøgelse.

Men som alle ved, forløber sådanne undersøgelser med den hast og den effektivitet, som det politiske pres lægger op til. Med Anders Fogh Rasmussen som statsminister må det være på tide.