|
Den virkelige historie bag Kristeligt Dagblads kilder
et var en lang vej en journalist skulle rejse for at få nogle interviews. Flyet fra København til Tampa i Florida tog ca. 8 timer. En halv times kørsel fra lufthavnen til Clearwater på dæmningen, der flankerer Tampa Bay, bragte Kristeligt Dagblads journalist Anne Korsholm til det lille sidegadekontor, der var hendes bestemmelsessted.
Redaktionen på KD havde tilsyneladende ikke noget imod, at Anne Korsholm rejste til Clearwater på Kristeligt Dagblads regning, for at lave nogle interviews til en historie om Scientologi Kirken og dens medlemmer. Selv om hun var landet ikke så langt fra Scientologi-religionens åndelige hovedsæde, hvor tusinder af scientologer fra hele verden hver dag deltager i de religiøse aktiviteter, var der ikke ...n eneste scientolog til stede i de kontorer, hvor Korsholm lavede sine interviews. Det er ikke overraskende set i bakspejlet, eftersom den organisationen hun besøgte, bag en lille spraglet butiksrude, for en scientolog repræsenterer, hvad Det ariske Broderskab repræsenterer for medlemmerne af den Jødiske tro.
Det var her Korsholms historie tog sin begyndelse.
Anstiftelse af fanatisme og had
Ved første øjekast ser Clearwater i dag ud til at være et usandsynligt sted at rejse til, hvis det er modstand mod Scientologi Kirken og dens medlemmer, man går efter. Kirken er et værdsat og bidragende medlem af lokalsamfundet i Clearwater. Tusinder af scientologer har gjort byen til deres hjem. Kirkens medarbejdere og menighedsmedlemmer deltager ofte i aktiviteter i samfundet, lige fra bestyrelsesarbejde til at rense strande. Kirken sponserer kunstudstillinger, koncerter, sportsstævner og indsamlinger til lokale velgørende formål. (Se også “En by som ingen andre steder”)
Den positive samarbejdsånd, der i dag eksisterer mellem kirken og Clearwaters embedsmænd og ledere i samfundet skæmmes kun af det fordærv en håndfuld anti-religiøse fanatikere kan udvise i det, de kalder The Lisa McPherson Trust, en organisation, der bærer på det samme sanseløse had mod Scientologi, som medlemmer af Ku Klux Klan har til afrikanske amerikanere eller jøder.
Trust'en blev oprettet af finansmanden Robert Minton som et forretningsforetagende, der tilsyneladende er organiseret til at hive penge ud af Kirken gennem retssager og andre taktikker. Ifølge medierne og forskellige juridiske dokumenter bliver Minton i øjeblikket undersøgt af politiet i Schweiz for anklager for at have tilegnet sig milliarder af dollars fra det nigerianske folk gennem et uigennemsigtigt arrangement med videresalg af gæld. Mens han nægter sig skyldig i anklagerne, indrømmer han, at han personligt har lavet millioner af dollars på sine transaktioner i den vestafrikanske nation. Han har også forbindelse til en politiundersøgelse af en tysk embedsmand, som påstås at have modtaget bestikkelse fra ham til støtte for en diskrimineringskampagne mod scientologer.
Hans motiver har aldrig været klarlagt, men det ser ud til at Minton har en lang historie med vold, psykiatriske episoder og indlæggelser på grund af svigtende mental stabilitet, et forløb, der er typisk for mange uligevægtige kriminelle, der er besat af had.
Selv om Minton aldrig har været medlem af Scientologi Kirken opkaldte han sin fanatiske gruppe efter scientologen Lisa McPherson. Selv om Minton og andre medlemmer af hans organisation ville have spyttet på McPherson, da hun var i live - på linie med den indstilling, de har til nulevende scientologer - har gruppen taget stort set alle kneb i brug i deres forsøg på at udnytte hendes tragiske dødsulykke ved et trafikuheld til at skabe had og adskillelse i Clearwater.
Minton har forsøgt at maksimere sin investering i Trust'en, som er et erhvervsforetagende og ikke en velgørende organisation, ved at finansiere anti-Scientologi propagandakampagner, der kan minde om den, der lige har været i Kristeligt Dagblad. Om Minton eller Lisa McPherson Trust gav penge eller anden godtgørelser for disse artikler vides ikke, men et sådant tilbud ville ikke falde udenfor deres måde at arbejde på.
Salg af løgne
Præsidenten for Trust'en er en vis Stacy Brooks, og hun var en de fremtrædende kilder, som Kristeligt Dagblad benyttede sig af. En frafalden, tidligere scientolog som i årevis har forsøgt at tjene til livets ophold ved at sælge løgne om sin tidligere tro til den højest bydende i retten. Brooks gav engang sin kirke et ublu tilbud om, at hun ville holde op med at sprede sine løgne, til gengæld for at kirken betalte hende den nette sum af 500.000 $. Kirkens embedsmænd nægtede.
Brooks troværdighed fordampede dog lige så stille. Hun forlod sin syge mand og blev Mintons elskerinde. I dag er Mintons støtte til Brooks særdeles rundhåndet, hun har fået et stort hus, en tjenestepige og andre bi-indtægter. Til gengæld er hendes "had-mod-betaling" tilgængeligt, når det kræves.
Brooks var dog langt fra den eneste tvivlsomme kilde, der viste sig i Korholms artikel.
"Ledende vice-president" for Trust'en, Jesse Prince, er tidligere pusher med en række anholdelser for mindre forbrydelser bag sig, anholdelser, der går 30 år tilbage, bl.a. for spirituskørsel og forstyrrelse af ro og orden. Prince truede engang fredelige medlemmer af Kirken med en økse og smed sten på deres bil.
Prince bidrog med en serie af uhyrlige påstande i Anne Korsholms artikel.
Sandheden er - og det vil Jesse Prince ikke indrømme - at han var en Scientologi succeshistorie.
Som Prince har indrømmet mange gange tidligere, også i et interview d. 2. november 1992, så havde han, før han kom ind i Scientologi, en lang forhistorie med stofmisbrug og småkriminalitet. Men mens han var i Kirken, levede han helt uden stoffer. Han tilskrev det til Scientologi, at hans liv var blevet reddet, og at kirken havde hjulpet ham til at blive mere ærlig og etisk. Hans 16 år i Scientologi var måske den eneste periode i hans voksne liv, hvor han var stoffri.
Prince gled desværre, efter han havde forladt Kirke, tilbage i sin gamle livsstil. Det var på det tidspunkt, Robert Minton begyndte at betale Prince for at agitere mod sine tidligere trosfæller.
I stedet for at undersøge kendsgerningerne, der fandtes næsten lige rundt om hjørnet fra Kristeligt Dagblad, fløj Korsholm flere tusinde kilometer for at finde en kilde, der var villig til at give hende de præcise ord, hun havde brug for til sin historie - det kan dårligt kaldes kildekritisk journalistik.
Næste...
|
|