Havde det økonomiske mirakel på Kristeligt Dagblad indflydelse på andre ting end på årsregnskabet?
Befolkningen burde kunne føle sig sikre på, at mediernes nyhedsdækning ikke er fuld af fordomme eller styret af sær-interesser. Når nyhederne bliver præsenteret som værende objektive, men ikke er det alligevel, mister udtalelserne deres troværdighed. Undersøgelser, som for nyligt er lavet blandt danskerne, viser, at medierne har lav status i befolkningen, hvad angår troværdighed. Der er mange grunde til dette, men en af dem er, at befolkningen har mistet deres tillid til avisernes objektivitet.
Det er ikke altid nemt at se, hvilke interesser der står bag aviserne. I fortsættelse af serien om avisernes etik, præsenterer Frihed i denne udgave en række fakta om en dansk avis og lader læserne drage deres egne konklusion.
december 1994 var udsigterne i Kristeligt Dagblads direktionskontorer lige så mørke som vinterhimlen, der hang lavt og mørkt over Sjælland. Avisen var på randen af konkurs med et underskud over flere år og måtte se i øjnene, at man kunne blive nødt til at lukke.
Årsregnskabet fortalte sin egen historie. Kristeligt Dagblad havde et bragende underskud. Blot for at tage de seneste år, så var driftsresultatet i 1990 på -2,2 millioner, i 1991 var underskuddet på 2,4 milioner, i 1992 var det på 1,8 millioner, i 1994 fik de sneget sig op på et overskud på 74.000, men i 1994 var den gal igen med et gigantisk underskud på 3,9 millioner. Kristeligt Dagblad var således i 1994 i en desperat situation.
Så kom miraklet. I 1995 fik de tilskud fra forskellige fonde og efter adskillige år med det laveste læsertal siden starten af det 20. århunderede, var avisen nu i stand til at operere. I midten af år 2000 kunne man faktisk læse i et telegram fra Ritzaus bureau, at de nu havde en egenkapital på 17 millioner. Hvem fik lige pludselig lyst til at smide en masse penge i en underskudsforretning?
Pengene kom fra flere forskellige kilder. I 1995 gik Kristeligt Dagblad på aktiemarkedet. De havde sat sig som mål, at de ville hente 6 millioner ind, da det var, hvad de havde behov for, for at kunne overleve. Deres kapitalrejsning gik over al forventning. I årsregnskabet fra 1995 kunne man læse: “Incl. overkurs på aktieemissionen fik avisen tilført godt kr. 11 mio.”
En del af pengene kom fra Dagbladenes Finansieringsinstitut. Beløbet var 2 mill kr. Dagbladenes Finansieringsinstitut skulle vise sig at komme til at spille en vigtig rolle i Kristeligt Dagblads fremtidige drift.
Dagbladenes Finansieringsinstitut, DF, er et institut under Statsministeriets direkte tilsyn. Instituttet blev stiftet i 1970 med det formål at støtte dagspressen i Danmark. Siden 1984, hvor en ny lov om økonomisk bistand til DF blev vedtaget, har instituttet i alt modtaget 136,6 mill i statstilskud. Medlemmerne er 31 danske bladhuse, og de betaler i forhold til, hvor meget papir, der bliver brugt på at trykke avisen. Siden 1986 er tilskudsbeløbet på 6 kr. per ton papir brugt ikke blevet reguleret. Indskuddene til instituttet fra bladhusene beløb sig i år 2000 til den beskedne sum af 816.064 kr.
Til gengæld er statsstøtten vokset støt. I årene 1994 – 97 blev der årligt på Finansloven afsat 7,8 millioner og i 1999 var det bevilligede beløb oppe på 13,8 millioner kroner.
Udover forøgelsen af det samlede statsstøtte beløb, kom der en anden lovændring i Finansloven vedrørende dette punkt. Tidligere kunne en avis kun modtage støtte i fire år. Men takket være lovændringen i 1997 blev det muligt for betrængte dagblade at søge om fornyet støtte. Kristeligt Dagblad var sådant et betrængt blad. De modtog 20 mill fra 1998 til 2001, og blev derefter bevilget yderligere 13 millioner for de efterfølgende 3 år.
Alt i alt har Kristeligt Dagblad således modtaget eller fået tilsagn om mere end 35 mill i tilskud siden avisen blev børsnoteret i 1995. I dag er avisens egenkapital 17 mill og årets resultat de seneste par år har været et par millioner kroner. Lidt under hvad de har fået i tilskud pr. år.
Kristeligt Dagblad brugte nogle af skattekronerne på en massiv reklamekampagne, der blandt andet gik ud på at uddele gratis abonnementer til potentielle fremtidige læsere. Kristeligt Dagblad havde således i år 2000 sit højeste oplag nogensinde på “hele” 18.000 aviser lige omkring juletid.
Andre interesser
Dagspressens Finansieringsinstitut blev Kristeligt Dagblads redningsplanke i ellevte time, men der var også andre, der gik ind og støttede, da det så mest sort ud.
De tre hovedaktionærer i Kristeligt Dagblad blev efter aktieemissionen i 1995 Det Berlingske Officin, Kristeligt Dagblads Fond og Chr. Augustinus Fabrikker, der alle ejer over 5% af bladets aktier.
At Det Berlingske Officin og Kristeligt Dagblads Fond er medejere er ingen overraskelse. Men hvilken interesse har Chr. Augustinus Fabrikker i et Dagblad?
Chr. Augustinus Fabrikker lavede sin formue indenfor tobaksindustrien, men er idag et investeringsselskab, der er involveret i mange forskellige foretagender. I bestyrelsen finder man mange navne, der er kendt indenfor et af Danmarks mest lukrative industriområder, medicinalindustrien.
Ved en løs gennemgang af, hvem der sidder som bestyrelsesmedlemmer i firmaet, finder man repræsentanter for adskillige af Danmarks ledende medicinalvareproducenter, herunder Lundbeck fonden, der er kendt som en mirakelhistorie i særklasse indenfor medicinalvare verdenen, siden firmaet gik på markedet med en pille imod depressioner, Cipramil. Pillen har været en sand guldgrube med høje salgstal, ikke mindst på grund af psykiaternes flittige udskrivning af recepter på pillen. Man finder også et bestyrelsesmedlem, der desuden sidder i Psykiatrifonden og et andet, der sidder hos Lundbeck Instituttet, Lundbecks uddannelsescenter. Både repræsentanten for disse og for andre aktionær interesser hos Kristeligt Dagblad er tæt forbundne med den såkaldte lykkepille verden.
Sådanne interesser i et dansk selskab er der som sådan ikke noget bemærkelsesværdigt i; medicinalvareindustrien er trods alt en dominerende branche i Danmark. Men når det kommer til offentlige medier, burde en nærmere undersøgelse være på sin plads. Objektivitet har ikke nogen særlig stor konsekvens for befolkningen, når det kommer til investeringer i banker, fabrikation og andre forretningsforetagender – men når det drejer sig om den informationskilde, man får sine nyheder fra, er det straks en anden historie.
Læsernes sammensætning
Om de økonomiske interesser spiller en rolle i forhold til det redaktionelle indhold i de nyheder danskerne bliver præsenteret for eller ej, kan være svært at afgøre. Men ved både at vide noget om de økonomiske interesser og mediedækningen, kan læserne komme frem til deres egne konklusioner.
Siden Depressionsforeningen i foråret 2001 gik ud med deres depressionskampagne har Kristeligt Dagblad givet kampagnen en langt mere fremtrædende og omfattende dækning end de andre dagblade.
Bl.a. kunne man i april på forsiden læse om en ny hjemmeside om depression. “En ny hjemmeside om depression gik i går i luften,” stod der i notitsen. “Her kan man ifølge initiativtageren, Lundbeck Institute, få svar på alle spørgsmål om emnet. Ifølge et skøn bliver 250.000 danskere på et tidspunkt ramt af alvorlig depression”.
Mens ingen andre medier fandt nogen grund til at nævne denne hjemmeside, havnede den på forsiden i Kristeligt Dagblad.
Men hvad der måske er af endnu større interesse for læsere af Kristeligt Dagblad, så kunne man torsdag d. 12. juli 2001 læse følgende i avisen: “Lykkepiller er bedre end sløvende medicin. Det er vigtigt, at deprimerede ældre får den rigtige behandling”. Derefter fulgte en lang artikel, hvor man bl.a. kunne læse, at Lægemiddelstyrelsen har lavet en undersøgelse, der viste, at hver femte kvinde over 85 er på lykkepiller. Artiklens kilder understregede vigtigheden af, at ældre får deres lykkepiller.
I avisens eget marketing materiale kan man læse, at 70-80% af Kristeligt Dagblads læsere er over 50 år. Mere end 20% er over 65.
Næste...
|
