En af udsendelsens mest iøjnefaldende udeladelser var, at man overhovedet ikke nævnte, hvad de faktiske principper inden for Scientologi religionen er vedrørende børn.

Skønt der findes meget om dette emne inden for religionen, er der en grundlæggende udtalelse fra Scientologis grundlægger L. Ron Hubbard, som Kirkens medlemmer er fælles om: “Når børn mister betydning for et samfund, så har det samfund sat sin fremtid over styr.”

“Scientologer har høj respekt for børn,” sagde Christine Astrupgaard, scientolog og mor til to små piger. “To af udsendelsens ’kilder’ påstod, at det var forventet, at børn opførte sig som voksne. Det er pure opspind,” sagde hun og henviste til et citat af L. Ron Hubbard om, at “En god stabil voksen med kærlighed og forståelse i sit hjerte er omtrent den bedste terapi et barn kan få.”

Scientologers syn på børn kan også ses i den moralkodeks, som er skrevet af L. Ron Hubbard under titlen “Vejen til lykke”, og som scientologer verden over henholder sig til. (Se side 8)

Så det Jørgen Pedersen og Lisbeth Lyngse syntes seerne skulle præsenteres for, var historier om børn - især fortalt af to tidligere medlemmer, som hverken har boet eller arbejdet i Kirken her i landet - og så en fuldstændig fordrejet og urigtig beskrivelse af, hvad det er børnene oplever i religionen. De fik aldrig set hverken en familie af scientologer eller et scientolog barn, eller for den sags skyld, hvad Kirkens grundsætninger er vedrørende børn.

Seerne blev ikke bekendt med det interessante statistiske faktum, at stort set ingen børn af scientologer bliver involveret i narkomisbrug eller kriminalitet, og at de praktisk talt alle sammen færdiggør en uddannelse og bliver produktive medlemmer af samfundet.

Statistikkerne går så tydeligt imod den almindelige trend i samfundet, at det burde være en historie i sig selv, men tydeligvis en historie, som Net-Produktion og DR2 havde besluttet, at danskerne ikke skulle høre.

Seerne skulle heller ikke se noget om Kirkens omfattende ungdomsprogrammer, herunder Stoffri Ungdom, som har eksisteret i Danmark siden 1991. Scientologi Kirkerne og scientologer fra hele verden har fået anerkendelser i hundredvis for deres engagement i ungdomsprogrammer. Deres aktiviteter omfatter hjælp til plejebørn; sponsorering og organisering af fester og ferieture for misbrugte, forladte og forsømte børn; antinarko kampagner, som er nået ud til millioner af børn over hele verden; foredrag om narkoens helvede; frivillig hjælp til at lære millioner at læse og skrive i USA, Canada, Europa, Australien, New Zealand og Afrika.

At journalisters fordomme sløres ved at give plads til et par obligatoriske “benægtelser” til nogle af de vildeste og mest sensationelle beskyldninger er en kendt fremgangsmåde, men i sidste ende var det ikke svært at se, hvad det var, der foregik.

Det blev så voldsomt med fordommene hen mod slutningen af udsendelse, at ordstyreren for det panel, man havde inviteret til at kommentere beskyldningerne i udsendelsen, måtte minde seerne om, at der faktisk ikke forelå nogen reelle beviser på forseelser i programmet.

“Denne indrømmelse kom efter en hel aften med en stort set uafbrudt strøm af udokumenterede påstande om fejltrin, der skulle være begået af scientologer,” sagde Christine Astrupgaard. “Men det var blot en enkelt udtalelse som stort set forsvandt i de to en halv timers snæversynede og sensationsprægede påstande.”

Produceren bragte i udsendelsen en lang række kritiske kommentarer om Scientologi Kirken fra et par tidligere medlemmer. Samtidig blev omfattende oplysninger, som seerne burde have haft, hvis de selv skulle kunne danne sig en mening om troværdigheden af det de så, ikke vist.

“Anklagerens” vigtigste “vidne” i udsendelsen var amerikaneren Jesse Prince. Historien om Jesse Prince afslører det upassende i at bruge hans påstande vedrørende Kirken og dens medlemmer.

Det første vigtige punkt med hensyn til Jesse Princes troværdighed er, at han har et økonomisk incitament til at lyve.

Jesse Princes og Kirkens veje skiltes i al venskabelighed, da han besluttede at forlade Kirken i 1992. Faktisk hjalp Kirken ham med at komme på fode i en ny by, og man hjalp ham endda med at finde et arbejde. Dette står i nogen kontrast til, hvad han nu påstår: At han skulle have følt sig “truet” i forbindelse med, at han ønskede at forlade Kirken.

Prince blev spurgt, efter at han havde forladt Kirken, om nogen havde forsøgt på at holde ham tilbage, da han valgte at forlade Kirken. Han svarede dengang: “Nej, tværtimod. Folk hjalp mig på vej. Det var mere i stil med: Vi er glade for det, fordi der har været så meget vrøvl... og “hav det godt, vi ses!”, ikk’.”

I sidste ende mistede Jesse Prince det, han havde opnået gennem Scientologi, og han gik tilbage til det liv med stoffer og kriminalitet, som han havde ført, før han blev scientolog. I modsætning til, hvad han hævder i udsendelsen om, at han nu skulle “klare sig så nogenlunde”, så er han blevet fyret fra sit job efter at have fremsat trusler om vold og gjort sig skyldig i sexchikane samt tyveri fra sin arbejdsgiver. Han havde formøblet sine penge på forskellige laster og efter trussel fra sine kreditorer erklæret sig selv konkurs.

Det var på det tidspunkt Jesse Prince udklækkede en plan om at afpresse Kirken til at betale ham for ikke at lyve til medierne og sælge sig selv som “vidne” til personer, der førte retsager mod Kirken.

Da Kirken ikke bøjede sig for hans afpresning, gjorde han det klart, at han ville gøre så stort et nummer ud af sig selv, at Kirken ville give efter og købe hans tavshed. Kirken gav ikke efter og for en gangs skyld holdt Jesse Prince sit ord. Han solgte sig selv til folk, der sagsøgte Kirken, og han har siden tilstået, at han fik kontant betalinger på flere tusinde dollars, rejseudgifter samt andre udgifter betalt og en ny bil - til sammen mere end 35.000 dollars - som belønning for sine angreb på Kirken.

Udsendelsens producer fik disse informationer samt meget mere stillet til rådighed, med beviser på hvert udsagn. Men i stedet for at tage oplysningerne til efterretning, blev Jørgen Pedersen stødt på Jesse Prince’s vegne over, at Kirken overhovedet kunne finde på at drage hans troværdighed i tvivl. Og ikke nok med at der i programmet ikke blev nævnt noget som helst om Jesse Prince’s tvivlsomme rygte, selvom han blev tilladt at komme med de mest uhyrlige og ærekrænkende beskyldninger mod Kirken. Produceren angreb endda efterfølgende Kirken for overhovedet at give ham disse oplysninger, da han fandt dem ærekrænkende for Jesse Prince!

Prince’s baggrund for at udtale sig om Scientologi er en række stillinger, hovedsageligt på lavt niveau, som han beklædte, frem til han forlod Kirken i 1992. Han var ikke, som udsendelsen fejlagtigt påstod, i en “topposition i 10 år”.

Den eneste gang Prince formåede at komme på en “topposition” i kirken, blev han fjernet indenfor 12 uger, efter at have indrømmet sin egen inkompetence og manglende evne til at respektere andre, hvilket også omfattede sex chikane overfor kvindelige kollegaer.

En meget anderledes historie

Net-Produktion måtte helt til Tyskland og Sverige for at finde de tidligere scientologer, der var brug for til at fremsætte påstande, der var tilpas oprørende og fordrejede.

En sådan kilde var en anonym mand fra Malmø, der fremkom med nogle fuldstændigt udokumenterede og grove påstande om, hvad han forventede, at der kunne være sket for ham og hans familie, hvis de havde sluttet sig til Scientologi Kirkens religiøse broderorden, Sø Organisationen. Hans påstande foregav ikke engang at have baggrund i personlige erfaringer.

Også brugen af Tanya Neujahr fra Tyskland som kilde giver et ganske illustrativt eksempel på Net-Produktions villighed til at gentage historier, der allerede er blevet forkastet af medierne andetsteds som utroværdige. Tanya Neujahrs historie blev afvist for to år siden af de tyske medier, efter at de faktiske omstændigheder omkring hendes historie blev afsløret.

Tanya Neujahr påstod i udsendelsen på DR2, at hun var nødt til at opfinde en løgn om, at hendes far i Tyskland havde fået et hjerteanfald, for at hun kunne “flygte” fra Kirken i England. Hun påstod endvidere, at da hun først havde forladt Kirken, fik hendes far ikke lov til at tale med hende.

Sandheden er en meget anderledes historie og afslører dem, der faktisk var ansvarlige for ødelæggelsen af et familieforhold.

Kirken i England havde en optegnelse over telefonopkald, og ved en gennemgang af denne viste det sig, at et godt stykke tid før Tanya fandt på sin “flugt"-historie, havde hun i al hemmelighed været i kontakt med to tyske journalister, der planlagde en række artikler mod Scientologi Kirken, og med en kvinde fra Hamburgs bystyre, der var hovedpersonen for en diskrimineringskampagne mod scientologer.

Tanya Neujahr løj ikke på grund af noget problem, der var skabt af kirken, men fordi hun tilsyneladende var instrueret til at gøre det af den tyske kvinde. Kirkens medarbejdere, der troede at der faktisk var sygdom i Tanyas familie, gav hende orlov, som man kunne forvente det. Men Tanya kontaktede overhovedet ikke sin far i Tyskland for at fortælle ham, at hun forlod England.

Tanya Neujahr vendte tilbage til Kirken i England efter nogle uger og fik efterfølgende adskillige telefonopkald fra Tyskland. Hun løj om, hvad disse samtaler drejede sig om, og fortalte i stedet, at opkaldene kom for at informere hende om, at hendes halvsøster var død i en bilulykke i Sydafrika.

Tanya vendte derefter øjeblikkeligt tilbage til Tyskland, og i stedet for at mødes med sin familie, tog hun til Hamburg for at møde kvinden, der gav hende “beskyttelse” og et falskt navn.

Først da hendes far ringede til England for at tale med sin datter, fandt man ud af, at hun ikke havde besøgt ham i Tyskland - og at hun ikke havde nogen halvsøster, og at ingen i familien var død.

Efterfølgende dukkede der to injuriende artikler med Tanya op i Tyskland, der netop fokuserede på hendes sensationelle og fabrikerede påstande om, hvordan hun var “flygtet”. Selvom det var almindeligt kendt af Tanyas tyske kontakter, at hun stadig var mindreårig, informerede ingen af dem hendes far i Stuttgart om, hvad hun foretog sig, og de skjulte hende for ham. Først efter at hendes far havde meldt hende savnet, fandt han ud af, at hun var i Hamburg. Han sendte et brev til den offentligt ansatte i Hamburg, som Tanya boede hos, og han forsøgte at få en forklaring og forhindre yderligere indblanding i forholdet mellem datteren og ham. Brevet blev aldrig besvaret, og Tanya blev myndig indenfor de næste par måneder.

Net-Produktion fremlagde ikke en eneste af disse kendsgerninger, der kunne have vist, hvordan et familieforhold blev ødelagt gennem løgne og udnyttelse af en mindreårig, blot for at fremme en propagandakampagne mod scientologer i Tyskland.

Efter på denne måde at være blevet opmuntret til og beskyttet for sin uærlighed, havde Tanya Neujahr ingen skrupler over at komme med flere usandheder. Hun påstod på DR 2, at børn blev behandlet dårligt i Sø Organisationen i England, selvom børnene får fortræffelig omsorg og en fuldt ud kvalificeret skolegang. Faktisk er børnene sammen med andre medlemmer af Sø Organisationen blevet rost af den lokale borgmester og andre embedsmænd i området for deres konstruktive indsats i lokalområdet.

DR 2 kritiseret

Heldigvis er mange i nyhedsverdenen uenige i den journalistiske stil, som udsendelsen på DR 2 var et udtryk for. Nogle af dem, der kender mere til, hvad Scientologi i virkeligheden er, ringede til Kirken efter udsendelsen på DR2 for at udtrykke deres forargelse over udsendelsen. En regional TV oplæser udtrykte, at “programmet helt igennem var afskyeligt.” En radiojournalist, der også er censor på Journalisthøjskolen sagde, at hvis den udsendelse havde været en eksamensopgave, så ville han have ladet den dumpe. “Hvis de folk, der producerede udsendelsen, gerne vil have journalister til at ligne fjolser, så skal de bare fortsætte på den måde,” udtalte han.

Som Erik Meier Carlsen fra Journalisthøjskolen udtrykte, så er udvælgelsen af nyheder resultatet af “meget anderledes processer end de fleste forestiller sig.”

Selvom der er en ganske livlig debat i medierne om, at grænserne i disse år skrider for, hvad god presseetisk opførsel er, med det uheldige resultat, at folk stoler mindre og mindre på medierne, er der dog stadig en række klart formulerede regler for god presseskik, som journalister skal overholde. Bl.a. hedder det: “Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.” Det hedder videre: “Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.” Hvis Net-Produktion havde ment det alvorligt med at ville lave et afbalanceret program, kunne programmets mest graverende vildledninger have være undgået ved at overholde disse simple retningslinier. Da produceren af kirkens repræsentanter blev opfordret til at lade dem se dele af programmet, for netop at forebygge faktiske fejl, blev dette på det kraftigste afvist under henvisning til, at ingen får lov til at se klip fra en udsendelse, før den bliver vist.

Om Net-Produktions formål med at lave denne udsendelse var at påvirke Kirkeministeriets behandling af Scientologi Kirkens ansøgning om godkendelse som trossamfund må være en hemmelighed, der hører hjemme i direktionslokalerne på produktionsselskabet.

Men en ting er klar. Hvis DR stadig har de samme regler for journalisters arbejdsmetoder, som Jørgen Ramskov gav udtryk for i en artikel i Jyllands Posten i juni 1997, kunne Lisbeth Lyngse og Jørgen Pedersen meget let løbe ind i problemer i fremtiden. Jørgen Ramskov sagde: “Såvel vores fastansatte som freelancere kender vores politik på området: Hvis vi griber dem i at lyve eller manipulere, er de færdige i DR. Ellers er det et kæmpeproblem for vores troværdighed.”