Karin Høgh under en demonstration uden for Scientologi Kirken.

år medierne beskyldes for at være påvirket af grupper med særinteresser, er det almindeligvis politiske fraktioner og multinationale firmaer, mistanken falder på. Men det er ikke sandt i alle tilfælde. Tværtimod ser det ud til, at en enkelt person, eller måske en lille gruppe, med de rigtige forbindelser, er istand til at udnytte de enorme offentlige ressourcer, der findes på Danmarks største public service kanal, Danmarks Radio.

     Erik Meier Carlsen, der er leder af et forskningsprojekt om politisk journalistik ved Center for Journalistik og efteruddannelse på Danmarks Journalisthøjskole, udtalte sidste år i Politikken: “Avisernes og TV-stationernes ledelser påstår, at de påtager sig et samfundsansvar, og at medierne er den fjerde statsmagt, som kontrollerer magthaverne. Men realiteten er, at udvælgelsen af nyheder er meget mere vilkårlig og resultat af meget anderledes processer, end de fleste forestiller sig. Det er afgjort ikke en rationel udvælgelse af det, folk har brug for at vide.”

     Der var tydeligvis tale om nogle “meget anderledes processer”, da DR for nyligt fik produceret en udsendelse om Scientologi Kirken, som blev vist på DR2 den 12. juni 1999 og genudsendt på DR1 den 26. juni. Et nærmere kig på, hvordan dette program blev til, giver en forklaring på, hvordan resultatet kunne blive et så fordrejet og vildledende billede om Scientologi. Det er en historie om lave standarder for journalistisk arbejde. En historie om skjulte særinteresser, vildledende “rekonstruktioner”, der med fuldt overlæg gav indtryk af at være reelle, og kilder der er blevet betalt for at komme med usande udtalelser om kirken.

Tema programmet om Scientologi

     Noget at det mest skuffende ved dette program var nok, at muligheden for at få besvaret nogle af de mange spørgsmål, som almindelige mennesker har om Scientologi Kirken, totalt blev forspildte. Selvom Kirkens åbne samarbejde med produktionsselskabet Net-Produktion, gjorde det muligt for mange seere for første gang at kikke ind i en Scientologi Kirke.

     Udsendelsen indeholdt adskillige klip fra kirkens smukke bygning i Jernbanegade i Københavns centrum. F.eks. var der billeder fra de store studielokaler, hvor de mange, der studerede Scientologi skrifterne, faktisk virkede som om de var glade for at være der. Udsendelsen indeholdt også klip fra interviews med to af kirkens repræsentanter, som havde mulighed for at fremkomme med deres modsvar til en række anklager.

     For at illustrere de meget lidt hæderlige metoder, Net-Produktion har brugt, er det kun nødvendigt at give et enkelt eksempel.

     Udsendelsen indeholdt en bizar “forhørssession” mellem en kvinde og et barn. Dette skulle tilsyneladende “illustrere”, at scientologer mishandler deres børn, det helt centrale men uudtalte tema for udsendelsen. Det eneste problem var, at rekonstruktionen var et 100% studie-produceret falsum.

     Personen, der agerede scientolog i den famøse rekonstruktion, var ikke blot en tilfældigt valgt skuespiller. Hendes navn er Aase Krogsdam, og journalisten har senere fortalt, at begrundelsen for at bruge hende var, at man havde fundet frem til hende gennem medierne. Her har hun været omtalt, fordi hun er tidligere medlem af Kirken og i øjeblikket forsøger at få staten til at bevilge hende fri process, så hun uden risiko kan bruge det danske retssystem i sit forsøg at få flere penge ud af Kirken end det beløb, hun i første omgang erklærede sig enig i at ville have tilbagebetalt. Hendes begrundelse for at kræve flere penge er, at hun ikke mener, at de kurser og den åndelige vejledning, hun fik i Scientologi Kirken, var noget værd. Det er ikke svært at få øje på hendes helt private interesse i at forsøge at fremstille Kirkens åndelige vejledning som noget ganske andet end det er. Alligevel var det hende Net-Produktion valgte til at give en præsentation af, hvordan den vigtigste religiøse praksis i Scientologi udføres – og vel at mærke uden at fortælle noget om, hvad hendes særlige interesse i sagen er.

     Det er fiktion under dække af dokumentar. Journalistisk er den fremgangsmåde svær at undskylde. Men det var desværre ikke en enlig svale. For det første blev rekonstruktionen vist tre gange i løbet af udsendelsen. Tredje gang som et indklip i en studiedebat, hvor studieværten efterfølgende oven i købet siger: “Nu hører vi Anette Refstrup fra Scientologi Kirken i Danmark sige, at det er noget, alle forældre gør med deres børn det her.”

     Endnu en af de ondskabsfulde påstande, der var uden hold i virkeligheden. Udtalelsen fra Anette Refstrup var taget fuldstændig ude af sammenhæng fra et interview, som intet havde at gøre med dette falsum af en “afhøring”. Faktisk anede hun ikke og ingen havde fortalt hende, at dennesygdom i Tanyas familie, gav hende orlov, som man kunne forvente det. Men Tanya kontaktede overhovedet ikke sin far i Tyskland for at fortælle ham, at hun forlod England.

Historien bag

Men hvor kommer denne forudindtagethed hos journalisterne fra?

Lad os tage et nærmere kig på, hvem folkene bag udsendelsen er. Den første person, som kontaktede Kirken var freelance journalisten Lisbeth Lyngse. Hun præsenterede sig selv som arbejdende for det lille produktionsselskab, Gekko, på Nørrebro. Det viste sig imidlertid hurtigt, at Gekko blev brugt af Net-Produktion i forbindelse med denne produktion. Det var ikke det bedste tegn set fra Kirkens side, da man her tidligere havde haft nogle temmeligt tvivlsomme oplevelser med en anden journalist fra Net-produktion, nemlig Karin Høgh. Hun lavede nogle radio udsendelser om Scientologi Kirken sidste år, hvor hun demonstrerede sin totale mangel på journalistisk distance til emnet.

Men ikke nok med det. Karin Høgh har også stået udenfor Scientologi Kirken i København og delt anti-Scientologi løbesedler ud, og flere af de folk, hun var sammen med ved denne lejlighed, kunne genses i udsendelsen på DR. Blandt disse den før omtalte Aase Krogsdam.

Under en af disse demonstrationer sagde Karin Høgh direkte til en af Kirkens medarbejdere, at hun ville gøre alt, hvad der stod i hendes magt for at forhindre Scientologi Kirken i at opnå godkendelse som trossamfund i Danmark. En dagsorden man let kunne få mistanke om ligger i det skjulte bag den seneste udsendelse om Scientologi Kirken.

At hun mente det alvorligt, kom første gang til udtryk, da Karin Høgh viste sig at være iscenesætteren af en storstilet medie “velkomst” til en tidligere scientolog, der var blevet kaldt til USA som vidne i en sag mod Scientologi Kirken. En sag, der intet havde med Danmark at gøre, havnede takket være Karin Høgh i begge de landsdækkende TV aviser, samt med fremtrædende omtale i adskillige af landets dagblade.

Men historien er ikke slut med det. Nogle uger før Kirken blev kontaktet af Lisbeth Lyngse, bemærkede beboerne i et af Kirkens beboelseshuse, at der kravlede nogle folk rundt og filmede ind over en væg i baggården. Personen, der var sammen med fotografen viste sig at være Karin Høgh.

Konfronteret med dette forsikrede både Jørgen Pedersen og Lisbeth Lyngse, at der selvfølgelig ikke ville blive brugt den slags tricks i udsendelsen – den slags var langt under deres standard. Lisbeth Lyngse forsikrede om, at der ikke ville forekomme skjulte optagelser af Kirken. Hun aftalte tværtimod, hvornår hun ville stå foran Kirken og lave de optagelser, hun havde brug for, så alle kunne være forberedte.

Da programmet blev vist, var der imidlertid masser af optagelser, som viste, at DR’s fotografer havde ligget på lur om natten bag byens skraldespande og i huse overfor scientologers hjem og filmet dem, når de kom hjem, og der var masser af optagelser hen over muren i baggården, selvom det netop var den fremgangsmåde, de så højtideligt havde svoret, at de da naturligvis aldrig ville synke til at bruge.

Spil for galleriet

Først da Kirkens repræsentanter konfronterede folkene bag Net-Produktion med deres meriter med Karin Høgh, startede spillet for galleriet for alvor.

Jørgen Pedersen fortalte, hvordan han, da han fik alt dette at vide, med det samme havde fjernet Karin Høgh som researcher fra programmet. Han havde fortalt hende i utvetydige vendinger, at hun var uønsket, da det var journalistisk fuldstændigt uanstændigt at blive personligt involveret på den måde. Han var meget ophidset over, at hun ikke havde fortalt ham om hendes hidtidige aktiviteter fra starten af deres samarbejde. Det kunne ligefrem koste hende jobbet som journalist, eftersom den fremgangsmåde var fuldstændigt uacceptabel.

Han kunne også fortælle, at Karin Høgh havde været sygemeldt lige siden, og at hun endda havde måttet opsøge en psykolog for at komme sig over deres sammenstød! Ligenu lå han i krig med hendes fagforening på grund af dette, og han ville derfor gerne fjerne hendes navn fra rulleteksterne efter programmet. Så han ville høre om Kirken ville bruge det imod ham, hvis han fjernede hendes navn?

Karin Høghs navn blev ikke fjernet fra rulleteksterne, da programmet var færdigt. Tværtimod kunne hun senere overfor Frihed forklare, at hun fuldt ud kunne stå inde for det arbejde hun har udført i forbindelse med udsendelsens tilblivelse, selvom hun understregede, at det var Jørgen Pedersen, der havde det fulde redaktionelle ansvar for udsendelsen. Så hvor alvorlig hendes akutte krise eventuelt har været, må ligge hen i det uvisse. Mere tydeligt er det, at hun under alle omstændigheder havde nået at lave sit arbejde, inden hun blev fjernet som researcher fra udsendelsen halvanden måned, før den blev sendt.

F.eks. den svenske kvinde Brigitta Dagnell, der blev brugt i udsendelsen. Hun blev udstødt af Kirken for næsten 15 år siden for til stadighed at overtræde Scientologis etiske standarder. Siden da har hun igen og igen demonstreret sin fjendtlighed overfor nye religiøse bevægelser sammen med vennen Aake Wiman, en mand, der har været direkte involveret i voldelige overgreb på medlemmer af minoritetsreligioner. Og netop Aake Wiman stod sammen med Karin Høgh uden for Kirken i København og forsøgte at chikanere scientologerne med deres hadske løbesedler.

Brigitta Dagnell, som altså fortalte sin 15 år gamle historie i programmet, ringede, en måneds tid før udsendelsen blev bragt, til Kirken og forklarede, at hun var blevet interviewet til programmet, men havde trukket sit tilsagn om deltagelse tilbage. Hendes forklaring på dette pludselige skift i mening var, at hun ikke ville deltage i produktionsselskabets etiske arbejdsmetoder, og at hun ikke ville være med til at angribe enkeltindivider, som programmet havde til formål.

Alligevel stod Brigitta Dagnell i lufthavnen i Kastrup sammen med Jørgen Pedersen og Lisbeth Lyngse og tog imod det amerikanske kronvidne i udsendelsen, Jesse Prince, da han ankom nogle dage senere. Og da programmet blev sendt indtog Dagnells historie en central plads i programmet. Hvorfor det var så vigtigt for hende over for Kirken at få det til at se ud, som om hun tog afstand fra udsendelsen, må også ligge hen i det uvisse.

Censur

Men Jørgen Pedersens forsøg på at manipulere med seerne var ikke afsluttet med det tidligere omtalte eksempel med en misvisende rekonstruktion. Da rekonstruktionen blev vist tredje gang foregik det under en diskussion mellem to udefra kommende gæster, nemlig formanden for Børnerådet, Per Schultz Jørgensen og folketingsmedlem og medlem af Folketingets socialudvalg, Anne Baastrup (SF).

Efter at være forledt til at tro, at rekonstruktionen var autentisk og repræsentativ for praksis i Scientologi religionen, blev gæsterne bedt om at kommentere fremgangsmåden. Selvom de måske nok er eksperter i børns forhold, er de ikke eksperter i Scientologi, og de havde derfor ikke en chance for at vide, at de blev vildledt. Det bar deres svar også præg af.

Man kunne have ladet en scientolog deltage i diskussionen. Det ville have givet mulighed for at få afklaret, at rekonstruktionen var et falsum, hvor den ene medvirkende var en tidligere scientolog, der havde sine helt egne grunde til at fremstille Scientologi praksis, som hun gjorde, og at iscenesættelsen var en total fordrejning. Men det blev helt og holdent afvist af udsendelsens producer. Før udsendelsen henvendte Kirken sig til ham for at få en scientolog med i studiedebatten for at sikre balancen, men det blev blankt afvist. Jørgen Pedersen var ikke blot afvisende over for forslaget, han dækkede sig ind ved at sige, at en scientolog ville være helt malplaceret, eftersom diskussionen ville “sætte fokus på børns forhold i almindelighed.” Desuden ville det være i strid med de aftaler, han allerede havde lavet med de to deltagere i programmet – de var blevet lovet ikke at skulle sidde overfor en scientolog under debatten.

Net-Produktion talte også direkte usandt om, at Kirken skulle have afvist at stille op med en familie, hvor både forældre og børn er scientologer, til et interview. “Vi ville gerne have haft en scientolog familie til at deltage i dette program,” sagde Lene Johansen, der var DR’s studievært under udsendelsen. “Vi tog derfor kontakt til Scientologi Kirken her i Danmark for at få hjælp til at finde en sådan familie ... Da optagelserne til dette program var afsluttet næsten to måneder senere .... havde man stadig ikke fundet nogen familie, der ville deltage.”

Sandheden er, at Kirken rent faktisk fandt en familie, som tilbød at deltage, og det blev arrangeret uger, før udsendelsen blev sendt. Men Jørgen Pedersen forklarede, at det var “for sent”. Derefter fik Kirkens repræsentant arrangeret, at der blev lavet en interview med en familie, optagelse i professionel kvalitet, og det blev givet til Jørgen Pedersen, adskillige uger før programmet skulle gå i luften. Hans svar var at sende optagelsen tilbage – ubrugt.

“Ikke nok med at produceren bortcensurerede dette interview og undlod at nævne, at det overhovedet fandtes,” sagde Aron Mason, leder af den internationale Scientologi Kirkes kontor for offentlige anliggender. “Under hele forløbet havde TV holdet fået at vide, at de kunne komme til at tale med alle de individuelle scientologer, de måtte ønske. Men det var der ingen interesse for, da det blev understreget, at klippene skulles bruges sammen med klip af en anden familie, hvor nogle af familiemedlemmerne var tidligere scientologer. Enkeltpersoner ville derfor være uinteressante. Det var kort sagt uhæderligt, for da udsendelsen blev sendt, viste det sig, at der udelukkende blev vist udtalelser fra individuelle tidligere medlemmer, der fik lov at fremsætte grove anklager imod Kirken ganske uimodsagt.”

Man havde over for Aron Mason lovet, at han ville få lov til at svare på alle de påstande, som en af hovedaktørerne fremkom med i udsendelsen. Men Net-Produktion medtog kun Masons svar på nogle ganske få af de fremsatte påstande.

Sådan kunne man blive ved. Som det kan ses af det hidtil beskrevne, er der ikke blot tale om nogle isolerede eksempler på manglende respekt for fairness og fakta. Det var mønsteret for hele udsendelsen.